Artikler fra tidligere år

Troldmandens lærling

Af en eller anden årsag var jeg aldrig rigtig kommet omkring karpefiskeriet. Godt nok viste fangstjournalen en håndfuld prægtige 4-kilos skælkarper dappet under den gode tid i Vallensbæk Sø i 1980’erne, men ellers havde jeg ikke rigtig fået fat i denne maestro blandt medefisk. Tilfældet ville, at jeg traf Kim der som dedikerede lystfiskersjæl, styrer karpefiskeriet ganske overbevisende. Vi fiskede snart dus, og efter nogle aborre-, suder- og geddesats faldt spørgsmålet fra min nye ven: ”Sig mig, hvorfor tager du ikke med og prøver kræfter med nogle seriøse karper?” – Jo, hvorfor egentlig ikke. Kim skulle nok sørge for det rette karpe-isenkram, forfoder og et håndplukket karpevand til formålet. Så det var noget af en invitation, og jeg var frisk. Nu sad jeg så og rumlede af sted i provinstoget med en cykel tillæsset som en anden veritabel kampvogn med tøj, sovepose, proviant og et større arsenal af fiskegrej til seancen. Jeg havde valgt et par robuste 9-10 fods stænger og fastspolehjul med nyspunden 0,35 mm line. Kim var ligesom for at varme op taget af sted dagen før og skulle nok fodre en ekstra plads op til lærlingens ankomst.

Vi havde valgt et par af disse flotte sensommerdage med varmt og vindstille vejr og en helt særlig klarhed i luften. Forventningerne var i top, da jeg lagde bumletog og stationsby bag mig og svingede ned af snoede grusveje imod søen, der med et lå dér smukt og hemmelighedsfuld i en lavning delvist omgivet af skov og krat. Sikke et sted, men der var ikke skyggen af min ven. Frem med mobilen, men intet svar. Nå men, det kunne jo skyldes så meget, så jeg satte mig med en kop kaffe, og lod indtrykkene sætte sig. Sværme af dansemyg og enkelte guldsmede svirrede over vandspejlet, der hist og her blev brudt af småfisk, alt imens den særlige lugt af opvarmet mose fyldte næseborene. Gad vide hvad der gemte sig under overfladen? Med et så jeg bevægelser langs den fjerne bred, og ud af krattet som en bedre luftspejling kom min gode ven klemt nede i en ganske lille gummibåd padlende, og meget målrettet sænkede et tackel og et par håndfulde forfoder på et nøje udvalgt spot. Så fik han øje på mig og halløj for en hilsen efterfulgt af en energisk udpegning i retning af en af søens allermest tilvoksede bredder. Øjeblikket efter var Kim væk, opslugt af krat og en blind vinkel, eller var der blot tale om en særlig karpefisker-camouflage? Nuvel, jeg rykkede med rygsæk, grej og hele baduljen, og jeg skal love for, at der var tale om krat. Tilsyneladende knækker sande karpefiskere meget få kviste og træder på ganske lidt græs, for der var stort set ikke et spor at gå efter, men efter en del stifinder-aktivitet, en forsigtig zig-zag kurs og fært af en musestille, cigaretrygende karpefisker ramte jeg omsider en åbning ved bredden med fuld karpe-camp og Kim med tændt lystfiskerild og stort smil til ørerne. Det hele var meget velarrangeret, og jeg blev grundigt sat ind i strategien for fiskeriet. Ved siden af Kims tre stænger skulle mine to stå, og derude, kunne jeg nok se, havde punktfodringen fundet sted. Nå ja, og så skulle jeg jo lige se en friskfanget 10 kilos skælkarpe i sacken, før den blev genudsat. Jeg måtte først lige læsse af, men i næste nu hyldede bidmelderen, og i et afsindigt tigerspring fik Kim tag i stangen og hamrede et tilslag ind med totalt flex på klingen… JJJJJJJJJAAAAAAAAAAAAHHH NEEJJJJJJIIIIIII…. Banditten stod af, og Kim manglede ord. For pokker et adrenalinpump… Det krævede sin smøg, der forsvandt i 3 sug, - Så gik det bedre. ”Hold da helt pensionistferie, det var en god fisk”, hvilket var tydeligt nok… Og for den tilrejsende var det næsten for voldsomt. På ingen tid havde jeg fået et karperun, oplevet et karpefiskerrun og nu en flot 10 kilos karpe til genudsætning. Det tegnede godt.

Da Kim havde fået vejret, gik vi til grejet. Og det må jeg sige, de karpefiskere har virkelig udviklet noget, hvor hver lille komponent til forfanget har en logisk funktion. Et virkelig interessant sammensurium af know-how, der må have kostet sin anseelige fisketid samt nytænkende kreativitet at udvikle. Det hele virkede meget overbevisende. Den hvæsede krog fik den rette vinkel i forhold til den elegant trådede bollies, og på hovedlinen påmonteredes et glat stykke plastiktube for ikke at beskadige fisken under fight. Der var tænkt på det hele. Til mine stænger havde Kim fremskaffet to bidmeldere, heriblandt en gammel Optonic, der lige skulle have et stykke ventilgummi dér, en skæv indstilling hér og så lige en begmand sådán, så var den på toppen. Og som Kim sagde, lige dén havde adskillige store fisk på samvittigheden. Forfoderet var et studium for sig med sirligt udvalgte ingredienser, uden det dog blev alt for mystisk. Og så var der jo lige gummibåden, der lige netop kunne rumme bagen af en granvoksen mand. ”Actionman - speciel forces II” stod der i flammende rødt ned langs siden, hvilket satte hele oplevelsen i et vist perspektiv. Båden blev brugt til at sejle rig ud samt at foretage en sparsom punktfodring under parolen: ”Lidt men godt”, hvilket jeg fandt uhyre positivt. Dertil kom bådens brug til genstridige fisk i bunden. Der var bare lige det, at båden var blevet mør og ikke kunne holde på luften, hvilket blot bidrog til spændingen under brug.

Vi fik rigget til, lagt bundtacklerne ud og fodret op, og roen sænkede sig på ny. Kaffen var god, og vi lod snakken falde på stort og småt, godt krydret med de sædvanlige røverhistorier. Jeg forstod, at afhængig af karpevandets sværhedsgrad, var stilheden oftest karpefiskerens sikre følgesvend. Jeg fandt også ud af, at karpefiskere tilsyneladende spiser godt under udstationeringen ved vandet. Kim havde de lækreste retter med til stormkøkkenet, som jeg heldigvis kunne supplere med en god håndøl. Nå ja, og så forstår karpedrengene sig selvfølgelig på at gøre sig ventetiden bekvem. Kim viste stolt sin sovedivan i camouflagegrønt og med blød polstring, specielt beregnet til karpefiskeri og justerbar til et hvert underlag. Så var prisen da også rundt regnet som for en halv Starfighter, men Kim havde fået den billigt. Dertil kom en vamset sovepose og en hovedpude med blomstret betræk. Hele bekvemmeligheden var linet op på den meget skrå brink, en god armlængde fra stængerne. Jeg selv fandt det eneste nogenlunde plane niveau små 5 meter oppe af brinken til mit underlag og sovepose. Aftenstilheden blev kun afbrudt af et beskedent run fra en suder, hvorefter den lune nat faldt på uden myg. Nattehimlen var pragtfuld med klare stjerner, der reflekteredes i det blanke vand, og træernes kroner stod som en sort skærm mod himlen. Kim fandt sit behagelige leje, og jeg mit bulede underlag. Den klare lysdiode på bidmelderne understregede den stedseværende ready for action spænding i kroppen. Det var bare om at være parat, og som Kim sagde, inden han ramte blomsterne på puden, at han nok skulle råbe mig op, hvis fisken huggede. Nu kender jeg jo Kim fra andre natture og herved hans dybe søvn. Så vi måtte se.

Natten og den klare luft indrammede de begyndende drømmetegninger, godt blandede op med lugten fra forfoderet af hønselort, kogte hampefrø, ørredpiller, spinat, tørrede banan, knækkede mariekiks og anisfrø. Jeg fornemmede kort, at Kim var begyndt at hive torsk i land (eller var det karper), inden søvnen tog over. Om det var hampefrøene skal jeg ikke kunne sige, men det blev en nat med de mest flippede drømme. På et tidspunkt var jeg inviteret til et meget lovende vand, der lå inde i et lille hus, og stod blandt gode gamle fiskevenner. Søen lå delvist under stuegulvet, og bagerst i lokalet var der en dør ind til en børnehave, der, som jeg tænkte, nok kunne få sjov af at fiske i søen. Totalt gak, - Men bevægede der sig ikke nogle store skygger dernede i det mørke vand? RRRRRRUUUUUUUUU UUUUUUUNNNNNNNNNNNNNNNN… Brutalt og aldeles flået tilbage til virkeligheden…..KIM, der er FISK! - Ingen reaktion… HEI KIM, Good damn it, FISK!!! - Søvndrukkent og meget fjernt, - ”Hei, det er altså ikke min”. Jeg røg bare ud i mørket, ned af den stejle brink efter stangen. - Totalt tilslag og den vildeste tyngde af en fisk og modstand som bar pokker. KLUNGG, fiskens vægt forplantede sig langt ned i skulder-roden. Hold den hårdt for satan, lød Kims stemme tæt ved og nu rimlig klar. Den strittede heftigt imod, men den kunne holdes nogenlunde…. Pas på de andre liner… Hvilket var nemt nok at sige. Fisken var drønet langt pokker i vold langs en irriterende lille ø, hvor jeg kunne mærke, at linen sang op af noget grenværk. Så kom den fri, og jeg fik den kæmpet ind over et lavt plateau under stor plasken og uro, hvorefter den igen fik ordentlig vand at bevæge sig på. Pas på linerne! - Som et fjernt ekko hørte jeg min vens stemme og forstod. Jeg slækkede presset en anelse, hvilket jeg nok ikke skulle have gjort. Som en anden storfinnede torpedo strøg den nu til venstre forbi Kims liner, og da jeg igen lagde optimalt pres, gik den amok og styrede direkte ind mod nogle træer langs vores egen bred og satte sig fast. BANG, helt fast. ”Hvad skete der? – Stod den af?” Kim var nu helt vågen. Linen havde sat sig fælt omkring noget grenværk, så det var vanskeligt at sige. SHIT! Natten var sort som beg, og der var ikke noget andet at gøre end at stille stangen, løsne bremsen helt og håbe på det bedste frem til morgengry. Sikke et adrenalin-drøn. Vi fik styr på grejerne, og som Kim sagde, var han jo ikke helt tunet ind på hyldesekvensen fra den gamle Optonic, der selvfølgelig havde lynet nok engang. Vi gik igen til ro, men hvordan pokker sover man oven på sådan en oplevelse? Jeg kunne ikke, og hver gang der var det mindste lineanslag, der fik en bidmelder til at sige ét bip, flængede jeg luften med meget høje råb om fisk og tilslag. Kim tog det pænt, og jeg nedtonede efterhånden mine udbrud… Men jeg hørte også, at min løse knarre på stangen med den løbske fisk et øjeblik gav sig ganske lidt. Noget tydede på, at der stadig var fisk.

Morgengryet antændtes ved en ildrød sol, der langsomt steg op et sted bag os. Der lå en let dis over søen, og den behagelige lugt af kaffe blandede sig snart med morgenluftens kølige friskhed. Bortset fra den meget tændte lærling, var der ikke sket det store efter nattens karpetræf. Spørgsmålet var nu, om vi skulle fiske videre med de stænger, der nok stadig fiskede OK, eller om vi skulle forsøge at bjærge fisken. Den var tilsyneladende faldet til ro, eller også var den væk. Vi gav de andre stænger en lille time, og efter lidt morgenmad og nok en kop kaffe pumpede vi luft i den helt flade sut af en gummibåd. Jeg lagde sko og sprang i fingerbøllet og padlede i retning af linen, men før jeg overhovedet nåede at orientere mig, var luften så godt som sivet ud, så ind igen. I næste forsøg fik jeg fat i linen og fulgte den små 25 meter ned langs bredden, hvor den havde viklet sig omkring et par grene. Jeg fik den fri og fulgte den videre ind under et mægtigt udhængende krat. Var der ikke et eller andet derinde? Husk luften! Kim fik mig tilbage til noget ret væsentligt, og ja, luften var faretruende i bund. Under stort mas, ind igen, luft på ny og ud igen. Kim stod klar med stangen, mens jeg spændt fulgte linen. Et forsigtigt ryk forplantede sig op igennem linen. Jaaaa, fisken var der stadig, gået godt i skjul under udhænget og i en stor klump grøde. Jeg forsøgte at lirke den ud, men niks, den stod fast og tryggede sig bare endnu mere. Ups luften, og denne gang var det alvor. Ustabil som bar pokker og med vand ind i flåden, mosede jeg retur til Kim, som stod klar med kamera og en kvik bemærkning. Dér så jeg mig selv gå ned, men fik alligevel landfæste og luft i ringen. Nå, skulle jeg i baljen efter fisken, var jeg klar. Endnu to eller måske tre forsøg, hvorunder jeg kortvarig fik fisken fri fra udhænget, blot for at se den kraftfuldt søge dækning retur. Nå men, nu skulle det dæleme være. Jeg tog den nærmest enorme ketsjer med i båden, fik lagt ordentlig fra og fik omsider arbejdet fisken noget fri fra bredden, hvorefter slamberten straks søgte tilflugt under gummibåden, hvilket var ret ufedt. ”Er den stor?” lød det fra bredden et sted rundt om hjørnet. ”Stor nok”, fik jeg vist sagt, mens jeg koncentreret forsøgte at få dyret til at makke ret. Jeg fik flyttet båden nok til at kunne se halen og en del af grøden omkring fisken. Ned med ketsjeren, et par store afmålte armsving og en nøddeskal, der simpelthen var ved at gå ned med mand og mus. Jeg mærkede, at ketsjeren fyldtes med noget tungt, hvorefter jeg greb fat om rammen og resolut efter briste eller bære-princippet løftede hele molevitten indebords. Og fisken var med, stor og bred og lå bemærkelsesværdig stille. YIIIIHHAA, jeg fik fart i den synkende støvle, fik landkending, bed linen over, og Kim nærmest sprang badering og last i møde. Det var simpelthen for vildt. Ud af båden stavrede en udklækkede karpefisker våd fra sok til navle, og ud af grøden kom den flotteste skælkarpe, intakt og godt udasede. Ingen kæmpe, men alligevel af anseelig størrelse og en klar PR. Vægten stoppede på 7,4 kg, og efter posering blev fisken varsomt genudsat. Formiddagen gik på hæld, og vi havde ligesom mærket, hvad vi var kommet for. I højt humør og godt brugte tog vi hjemover beriget med nok en suveræn oplevelse fra fiskefronten. For mig blev det årets eneste karpetur, men jeg fik bestemt blod på tanden og samtidig en klar oplevelse af den fascination, der må brænde blandt de karpefiskere, der helt og aldeles helliger sig specimen-karper. Jeg har siden lagt skillinger til side til en væsentlig (og nødvendig) opgradering af mit karpeudstyr, og mon ikke kalenderen det kommende år vil byde på nok et par velmenende karpesats.

Med Flexede Klinger
Per Gørtz, Fiskeklubben Gedden