Artikler


 Artikler fra tidligere år


Søndag d. 29. juni afholdte Gedden sit årlige blå-flag arrangement – også kendt som ”Fang din første fisk”

Klubbens medlemmer havde som ved tidligere arrangementer sørget for fiskeklare stænger samt både majs, melklister og maddiker som madding.

Sommervejret viste sig fra sin pæne side, og der var ca. 20 fremmødte børn og lige så mange voksne.

Flere af børnene fik fanget deres første skalle eller aborre, hvilket vakte stor lykke. Ja selv en gammel gummistøvle blev taget på land…...

På dagen blev også fanget en enkelt Gedde, som fik ophold i det opstillede akvarium.  Det var rigtigt spændende at få lov til at studere fisken på så nært hold. Det blev talt meget om farver og de mange spidse tænder.

Alle fisk blev genudsat efter endt arrangement. 

Lone Kjeldsen

 


 


Lines første skaller 
Det var dagen, hvor jeg sammen med min yngste datter Line tog til søen for at fange skaller. Tasken var udover diverse fiskesager pakket med siddeunderlag, saftevand og en pose guf, for der skulle rigtig hygges. Line er 3½ år og glædede sig helt vildt. Til at sætte på krogen havde vi gravet lidt orm og lavet melklister sødet ”hemmeligt” med honning, hvilket Line troede mest på, da det smagte dejligt sødt. Og nu stod vi så ved bredden og riggede til, alt imens solen bagte skønt og et par udlagte foderkugler af gryn forhåbentlig lokkede skaller til. Det hele tegnede meget fint.

Ud med prop og snøre og nu var det blot at vente. Trods sin alder har Line stor tålmodighed og forstod fint, at det gjaldt om først at give tilslag, når proppen gik ned. Det var superhyggeligt, og det gode saftevand, småkagerne og vingummierne gjorde ventetiden til en leg. Med et var der nysgerrige nap på den søde melklister… Nå, der blev stille på ny, ind med snøren og nyt dej på og ud igen. Line var helt klar. Også med et gik proppen ned, et lynsnart løft med stangen, og fisken var på. Line gav den hele armen, og selvom der blev strittet godt imod i den anden ende, kom den fineste rudskalle snart ind. Lines første fisk var en realitet, og hun var simpelthen megastolt og helt elektrisk. Fisken kom ned i den hvide spand, så den rigtig kunne betragtes. Samtidig kom proppen med dej på krog på plads igen, og roen sænkede sig på ny. Line holdt stolt øje med sin fangst, men var der ikke små, spæde nøk på ny?… Pluff, proppen forsvandt, tilslag og nok en sprællende krabat på krogen. Line kæmpede den flot i land, denne gang en pæn stor rudskalle, og håndterede for alvor situationen som nyslåen fisker. Stor begejstring, og fisken kom ned til sin fætter i spanden. Ja, hvor var det godt, men herefter var det svært at få flere fisk i tale, så inden længe pakkede vi vore sager, genudsatte fiskene og drog hjemover. Den aften blev der talt mest om Lines fine rudskaller, og denne særlige dej af hemmeligt honningsødet melklister, der rigtig fik skallerne til hugge. Ja, det var i sandhed en mægtig tur.

Per Gørtz, Lines far
 


1. maj geddekonkurrencen gik i år over al forventning.
Allerede kl. 0457 blev Niclas Gunthel belønnet for mange års indsats ved at fange en fin gedde på 2,80 kg og siden hen blev der bare skruet op for tempoet i fiskeriet.
Især omkring Pynten og ved vandværket var der gang i den og Christian Westring oplevede at fange hele 10 gedder og 1 sandart, Jacob Thorman 8 gedder og 2 ål, Thomas Ratzlaff 7 gedder og Henning Blom 5 gedder.
Langt de fleste fisk blev taget fra kl. 0530 og frem til ca. kl. 08, men der blev fanget fisk hele dagen helt indtil få minutter før konkurrencens afslutning kl. 1200.
I alt blev der indvejet hele 36 gedder, alle genudsat, men der blev skønsmæssigt landet over 40 fine gedder, heraf hele 9 over 4 kg, et historisk resultat.

Det var skønt at se, at alle fisk blev genudsat som nævnt, og der har formentlig også været genfangster i løbet af dagen, som fiskene var i hugget.
Bæredygtigt fiskeri er vejen frem i vores moderne Verden, hvorfor jeg heller ikke forstår ønsket om at slå en gedde ihjel og lade den vindtørre til beskuelse for gæsterne ved bredden.
Det er da opskriften på både at fiske søen ned og ødelægge gode fødevarer!!!!

Det er ikke uden grund, at fiskeriet er så godt i søen disse år.
Grunden er ene og alene genudsætning af fangsterne, for tag ikke fejl af, at søens geddebestand kan fiskes ned på et enkelt år.
Det er jo set før…….

Men igen dejligt, at de fleste genudsætter deres fangster.

Fangsterne blev fordelt således målt i antal gedder.
Læs og bliv imponeret.
 
Christian Westring 10 gedder og en sandart største gedde 4,80 kg
Jacob Thorman 8 gedder og 2 ål største gedde 5,20 kg ( 1. plads, + 4,9 = 2. plads )
Thomas Ratzlaff 7 gedder største gedde 4,38 kg
Henning Blom 5 gedder største gedde 4,84 kg ( 3. plads )
Niclas Gunthel 1 gedde største gedde 2,80 kg ( første fisk )
Finn Picasso 1 gedde største gedde 2,65 kg
Johnny Roed 1 gedde største gedde 2,54 kg
Christoffer Lings 1 gedde største gedde 2,50 kg
Børge Nilsson 1 gedde største gedde 2,30 kg
Erik Ibsen 2 gedder største gedde 1,50 kg
Mads Rasmussen 1 gedde største gedde 1,40 kg
Peter Hansen 2 gedder ikke vejet
Jesper Nielsen 1 ål 0,70 kg
     
+ det løse antal småfisk, som ikke blev vejet.

Thomas Ratzlaff

 


Billeder fra naturdagen søndag den 20. april.

 

 


 Naturdag ved Vesterbæk og kilder
”Bækkens dyreliv, funktion og tilstand”

 Gedden inviterer til en naturdag ved Vesterbæk for voksne og børn, søndag d. 20. april 2008 fra kl.10.00. Vi mødes ved flagstangen ved Kingoparken, hvor vores nye bestyrelsesmedlem Per Gørtz vil introducere om bækkens dyreliv, funktion og tilstand. For børn og interesserede vil der blive lejlighed til at fange smådyr med ketsjer, se og høre om dyrene, og efterfølgende følge bækken til rundt om kalklejet, hvorfra vi fortsætter langs Åsen til vandløbet opstrøms Havrevangsvej. Her vil der blive budt på frisklavet kaffe, kage og forfriskninger (til børnene) provianteret fra klubbens sponsor gennem flere år, OK-Tanken på Ndr. Strandvej. Vi har fået den enestående mulighed herefter at kunne følge bækken til dens udspring nord for Borsholm. Private lodsejere ned til bækken (fra Engsøen til udspring) har udvist stor interesse for dagen og har givet deres tilladelse til færdslen, dog henstilles parkering af biler til at foregå i området ved Kingoparken og ikke på arealerne langs Havrevangsvej syd for Hornbæk.

Arrangementet er for interesserede både med og uden medlemskab af Gedden. Det vil være fint med en tilmelding på gedden@post.cybercity.dk , så vi har et indtryk af, hvor mange vi bliver. Medbring passende tøj til vejret, gummistøvler (nok en god ide), godt humør og gerne gode spørgsmål til dagen. Det gode vejr er bestilt. Lad børnene selv medbringe deres egen ketsjer/fiskenet. Vi sørger for spande og fremvisningsbakker. Vi regner med en varighed på 3-4 timer, alt efter interessen.

 


Fede tider og regntunge sommertorsk

Der havde længe været nedtælling til fisketuren på Øresund. Allerede tidligt på foråret havde jeg og min nye fiskeven Ole, der har Simone i Mies parallelklasse (1.klasse), lagt planer om en tur på Sundet for pigernes klasser og booket den gode kutter Sværd en formiddag den 2. juni. En invitation var blevet delt rundt med tilmelding som barn-forældre. Tilsvarende blev (min dreng) Andreas 3.klasse budt til en tur 14 dage senere. Fiskeriet gjaldt sommertorsk, der om noget giver spænding på drengen, gode spisefisk og frem for alt aldrig rigtig slår fejl.

Tilmeldingen var overvældende, og midt i maj var begge ture på 30 pladser fyldt op. Gode råd og fisketips blev sendt rundt til deltagerne, præmier til de største fisk købt ind (det var jo en rigtig fisketur) samt leje af fiskeudstyr ombord arrangeret, så alt var klar-parat til afgang. Der skulle lejes godt 18 grejsæt til hver tur, hvilket gav indtryk af det noget uprøvede klientel.

Og endelig kom dagen. Flot vejr havde det været længe, men hvad pokker var nu det? Tæt regn hamrede mod taget, der dog aftog jo længere vi kom med tøj, morgenmad og det sidste pick-pack inden afgang, og mens Strandvejen passerede mod Helsingør, var bygen regnet bort. Vejret blev herligt med denne særlige snert af kølig junimorgen. Enkelte var allerede mødt frem, og vi gik ombord og begyndte at rigge til. Jan på Sværd fik travlt med at uddele udstyr, og Mie og Simone delte ud af de indkøbte torsketrolde (en slags ophængerflue), der nemt fordobler fangsten. Snart var alle mødt op, humøret var højt, og spændingen blandt børnene intens. For mange var det første gang ombord på en fiskekutter, og for flere af de voksne første gang med en fiskestang i hånden. Skipper Kim bød børnene pænt indenfor i styrehuset, hvilket fuldendte oplevelsen. Kim spurgte: ”Skal vi gå efter færre og lidt større fisk, eller skal vi bare fange en masse småtorsk?” Vi valgte det sidste, hvorefter Kim gav båden gas og stak til søs under stor begejstring mod bankerne nord for Hven. Deltagerfeltet bestod af 16 børn og 14 voksne, heraf 11 piger og fire mødre, så der var en fin fordeling. Under sejladsen blev der vendt gode fisketips, grejteknik og skålet flittigt i den gode kaffe.

Så med et gik farten af båden…. Er I klar? – Kom det højt fra styrehuset. KLANG, klokken lød, og så kunne der fiskes. Bang! Pigerne oppe foran fik med et en hel del at bestille, da to-tre stænger nærmest krummede samtidig, og dér var en til, nej to til ned af pirkesiden. Fight for alle pengene og store øjne og tilråb, da torskene kom på dæk. Flotte fisk i 1-2 kg klassen. Klang, pirkene op igen, og båden blev vendt, alt imens vi fik fiskene afkroget og lagt i kurve. Så er vi der igen, råbte Kim, og hvor det virkede. Nok engang lynede pigernes stænger oppe i forstavnen, og under stor leben kom nok et par flotte sommertorsk på dæk. Sikke en start. Kim var klar til at gøre sit for at få fiskeriet til at spille. Og det blev en fantastisk dag, med masser af fisk ombord, og frem for alt fisk til alle. Der blev både gået til den, slappet af, grint og råbt højt på gaf, og for børnenes vedkommende gået en hel del på opdagelse. Flere rørte ved en levende torsk for første gang, der tilmed skulle aflives, men det blev taget i stiv arm. Flere fangede hurtigt momentet med at komme lynsnart til bunden, så snart klokken lød, for at øge chancerne for torsk. Hverken bygevejr eller blæst bed på disse seje børn, der virkelig fik en oplevelse indenfor vesten. Samlet blev det til 45-50 torsk, hvor Mie fik den største på flotte 2,6 kg, Kasper den næststørste på 2,2 kg og Matilde den tredjestørste på 2,1 kg.

Den 16. juni løb næste tur af stablen, denne gang om eftermiddagen med Andreas klasse. Listen rummede 18 børn og 12 voksne, heraf fire seje piger og to mødre. Vejret havde været mageløst i flere dage, og alt tegnede meget lovende. Men som mange husker, ville vejrguderne det anderledes med den danske sommer, og da vi samledes på kajen, så vejret godt nok lidt blygråt ud. Forventningerne var nu helt i top og humøret højt, og selvom der blev talt en del om regntøj (og glemt regntøj), og om hvordan vejret ville arte sig, var alle klar til togtet. Endelig lagde kutteren til, og formiddagsholdet gik fra borde med sække fulde af fisk. Ja, det så fint ud.

Grej, pirke og torsketrolde blev delt rundt, og jeg husker det som netop, da skipperen lod fortøjningen gå, at regnen kom. Ikke som dråber, næ nej, som et tætvævet arabisk tæppe fejende ind fra havet, og alt blev bare vådt. Det var snarere mere oplevelsen af at sejle ind bag forhænget i en brusekabine end at sejle ud af havnen i Helsingør. Skipper Kim gav mig et sigende smil, og lukkede så (fornuftigt nok) vinduet. Og her stod vi så alle sammen og blev bare megavåde. Men dertil skal siges, det hverken blæste og regnen føltes ikke kold, og selvom det ikke lige var den fantastiske sommertur i T-shirt og solbriller, som deltagerne nok mest var blevet stillet i udsigt, var moralen slående god. Inden længe kom vi ud på fiskebankerne. Klokken lød, og så skulle der fiskes. Bang, bang, bang, som et sandt mirakel lynede stængerne rundt om på båden, og flere fik deres sag for med sprælske torsk på krogen. Det var simpelthen fantastisk, og regnen blev næsten en parentes. Et par af pigerne lagde ud med deres første fisk nogensinde og var super stolte. Skipper sørgede for at ramme torskene gang på gang, og der blev virkelig fisket igennem, alt imens regnen stod ned i stænger. I mine snart 30 år som lystfisker på Øresund har jeg aldrig oplevet noget så vådt, selv fiskene i kurvene var våde. Men regnen bed ikke rigtig på dagens lystfiskere ombord. De fiskede bare løs lige fra den yngste deltager, Rasmus lillebror Noah på fire år, til dem med knapt så godt regntøj. Mange fik hurtigt fat i, at det gjaldt om at komme til bunden, så snart klokken lød, og fiskene blev nydeligt fightet op. Med et var der råb om stor fisk og hjælp med gaf omme agter. Oliver B. havde kroget en god fisk, der virkelig kæmpede imod. Først efter en intens fight, kom krabaten til overfladen. Wauvvv, for en fisk, en flot sommertorsk på 4 kg og absolut dagens største. Alle ombord fik fisk. I alt blev det til 65-70 torsk, med Olivers som den største, Jakob med den næststørste på 2,4 kg og Feline med den tredjestørste på 2,2 kg.

Det blev en rigtig herretur med alt den nedbør, ikke mindst for dem der var på Sundet for første gang, men som vi blev enige om, huskes turen formentlig mere for de mange fisk og spændingen end for en sjaskvåd (møg-)tur på havet. Ja, det var fede tider, og tro mig, jeg tør næsten vædde min bedste torskepirk på, at turene i 2008 nok skal blive mere sommeragtige end denne regntunge tur i juni 2007. Jeg kan umuligt forestille mig en mere våd af slagsen.

Per Gørtz, far til Andreas og Mie
 


Hornbæk Open , Søndag den 4. November

 ” Hornbæk Open ” er et af vores hovedarrangementer, samt en delkonkurrance af vores klubmesterskab. Vejret på selve dagen kunne vi ikke klage over, lidt koldt da vi startede,forholdsvis klart vejr og med en svag nordlig vind. Perfekt vejr til et forhåbentlig formidabelt Geddefiskeri. !!

Der mødte ca 45 ivrige lystfiskere op, heraf 17 juniores (flot) . Mange mødte op kl.7.30 til friskt morgenbrød og  kaffe, kakaomælk, derefter blev der bare fisket og fisket og fisket til dysten sluttede kl. 12.15 . Peter Post havde fået tjansen som vejemester, han blev forsynet med en god cykel, vægt , papir og blyant, mobiltlf., så han var klar til at drøne rundt om søen for at veje en masse store Gedder ind. Men ak nej, det blev en af de mest afstressede veje-mestre vi har haft i  ”Geddens” historie. Umiddelbart inden afslutningen af vores dyst var der ikke fanget EN eneste Gedde. Vi havde godt nok hørt et par hujen og råb fra Pynten lidt over  12, troede  det var fis og ballade, men så kom en af Børges mange svigersønner, stolt slæbende med en Gedde på 2,5 kg. lige umiddelbart inden indvejningen sluttede. Dennis fik som den eneste denne dag en flot Præmie, en rigtig lækker fiskestang.Resten af præmierne går videre til 1. Maj 2008. En stor tak til JAN & BO, fiskeforretning i Helsingør, for hjælp og Præmier.

Dagen sluttede i vores Fremragende Klubhus, hvor ”Gedden” var vært for de frem mødte der havde lyst og tid. Vi bød på en gang forloren Skildpadde kogte æg og flute, næsten som hjemmelavet, fremtryllet af  Laila,Alice og Kirsten.

Tak for en God dag, ikke fiskemæssigt, men alligevel.       
Formand Bjørn
 


Klubmesterskabet 

Stillingen efter den 4. og sidste delkonkurrence der indgår i dette, blev ikke ændret da ingen af  ”Geddens” medlemmer fangede noget ved ”HORNBÆK OPEN” . Dennis , Børges svigersøn, er ikke medlem endnu, men det klarer Børge nok. 

Klubmester blev så :           SENIORES  :        Jacob Thormann
                                         JUNIORES   :        Casper Beck

Mere om Klubmester skabet, stillingen o.s.v. kan ses under Klubmester.
Klubmestrene vil blive kåret på vores Generalforsamling

Formand Bjørn
 


Naturuge og fiskeundersøgelse i Hornbæk Sø

I uge 38 afholdt Hornbæk Skole naturuge for de fire yngste klassetrin, og for tredje år i træk indgik en fiskeundersøgelse i Hornbæk Sø for 2. klasserne. Formålet med undersøgelsen var at give børnene kendskab til søen og dens fisk, samt at foretage en rigtig fiskeundersøgelse med rensning af garn, artsbestemmelse og registrering af fangsten. Der var givet tilladelse til undersøgelsen af Hornbæk Vandværk, der ejer søen, Fiskeklubben Gedden og Fiskeridirektoratet. Undersøgelsen var sat i værk af artiklens forfatter.

Undersøgelsen varede tre dage, og hver dag kom et hold med to lærere til nordsiden af søen, hvor der var anlagt feltplads. Forud var der sat to biologiske oversigtsgarn og to ruser, der fiskede over natten. Redskaberne blev sat således, at fangsten gav et rimeligt repræsentativt udsnit af fiskebestanden. Samtidig fik børnene et indblik i, hvor i søen fiskene foretrak at være.

Se flere Billeder, klik her
Mandag morgen var alt gjort klart. Fiskeklubbens båd, som vi kunne benytte, var rigget til, og ude på søen ventede garn og ruser på at blive røgtet. Vejret var skønt med solskin og denne lette efterårskølighed i luften. Der var virkelig spænding at spore, da holdet indtog pladsen. Efter en kort præsentation roede to voksne ud for at røgte fangstredskaberne, alt i mens børnene gik til alverdens gode spørgsmål om fiskene, søen og undersøgelsen. Der blev virkelig skudt fra hoften, og vi kom omkring søens dybdeforhold, antallet af fiskearter i søen og i danske ferske vande, rovfisk kontra byttefisk og så selvfølgelig et par oplagte ”røverhistorier”, bl.a. den om Danmarks største (og sikkert fæleste) gedde på 26,5 kg, der i sin tid blev skudt med et jagtgevær. Derefter blev der lagt kræfter i at gøre feltpladsen klar, og spændingen steg nok et par grader, da båden lagde til med baljer fulde af garn og fisk. Levende fisk blev flyttet til klargjorte baljer med vand, hvorefter fiskenes biologi, sanser, form og funktion blev gennemgået. Et stort hit var en af søens store brasener, der i fleres øjne var kolossal. Efter en lille pause, hvor børnene fik rig mulighed for at røre fiskene, gik undersøgelsen for alvor i gang. Garnene skulle renses for fisk, fiskene sorteres i spande og herefter længde- og vægtregistreres for i sidste ende at give data over, hvordan fiskene trives i søen. Og børnene var virkelig engageret, nysgerrige og særdeles grundige med undersøgelsen. For flere var det lidt af en overvindelse bare at røre ved fiskene, men det var ofte hurtigt overstået. Et registreringshold af fem-seks elever blev sat i gang ved bordet med målebakke og analysevægt, og det var flot at følge med hvilken omhu, der blev gået til sagen i ægte teamwork. Ruserne blev rullet ud, og deres funktion og effektivitet som fangstredskab gennemgået. Ål blev det også til, endda et par pænt store af slagsen, der virkelig vakte begejstring. Og selvfølgelig blev ålens vandring fra den mægtige Mexicanske Golf til vores lille lokale sø fortalt, samt det mysterium der fortsat knytter sig til ålens vandring og yngelbiologi. Det var historier, der tydeligt nok gav stof til eftertanke.

Efter frokost blev fisk sprættet op, og der blev gået i dybden med fiskenes fødevalg, yngelbiologi og anatomi. En udtalt gysen løb igennem flokken, da hjertet fra en netop aflivet fisk med et begyndte at banke på håndfladen. Den anden dag var en af de efterhånden sjældne store sandarter i søen gået i garnene. En sand rovfisk, der var spillevende og virkelig viste Dracula-tænder. Det var en gyser. Gedderne fik vi ikke set, men enkelte skaller havde drabelige tandaftryk fra disse ”søens krokodiller”. Samme formiddag tog regnen fat, så undervisningen fortsatte med udvalgte fisk på skolen. Det var rigtig fint at opleve, at børnene tilsyneladende talte sammen indbyrdes om spørgsmålene ved søen, så især på tredjedagen kunne de fleste svarene. Tilmed have flere forberedt sig med handsker for at undgå fiskelugt på hænderne.

Det var en fornøjelse at undervise børnene ved søen, og de skal have den største ros for deres store gå på mod og fine arbejde. Flere rigtig gode og skarpsindige spørgsmål viste, at børnene var fuldt engagerede. Som min gode kollega Stig meget passende sagde, at børnene havde lært mere om fisk denne halve dag, end vi selv lærte på 13 års skolegang.

Af fiskearter blev der fanget skaller, brasener, rudskaller, aborrer, sandart (heraf yngel), hork, ål og gedder. Fiskebestanden havde ikke ændret sig nævneværdigt fra de tidligere to år. Der er fortsat en alt for stor overvægt af karpefisk, der er kendetegnede for en uklar sø. En nærmere beskrivelse af miljøtilstanden i søen baseret på fiskeundersøgelsen i 2005 findes på Geddens hjemmeside. Rovfisk og ål blev genudsat efter endt registrering.

Hornbæk Vandværk og Fiskeklubben Gedden skal takkes for deres fulde opbakning til projektet. Samtidig skal Peter fra Hornbæk Skole og Christoffer fra Søren Kanne Fritidshjem takkes for deres store engagement, og Pia Bornedal fra Øresundsakvariet, Stig Rostgaard og min søn Andreas for hjælp med røgtning af garn en dag hver, hvilket muliggjorde den perfekte afvikling af projektet.

Per Gørtz
Biolog i Fiskeøkologisk Laboratorium
 


Flotte fede sommertorsk

Vores havtur søndag den 26. august blev heldigvis en forrygende fiskegivtig dag på Øresund med det gode skib M/S Havstrygeren.

Vi var desværre kun 17 afsted fra ”Gedden”, der kunne godt have været 10-15 stykker til, så ville det have været lidt sjovere. Nå, men vi sytten havde så masser af plads til at kaste masser af store fisk op på dækket og det gjorde vi så. Der blev fanget ca. 60-70 torsk i vægtklassen fra 500 gram til 6,77 kg. Masser af sild samt ca. 10-15 makreller.

Der var flotte præmier til de største torsk og til den største makrel. Det var også en delkonkurrence af vores klubmesterskab, læs mere om dette i næste nummer af HIF Informerer, eller se det på vores hjemmeside.

Præmierne gik til :

Seniores:      Thomas B. A. -  Torsk på  6,7 kg
                     Lone K. - Torsk på
6,1 kg          

Juniores:      Oliver - Torsk på 4,0  kg
                    
Casper - Torsk på  2,8 kg
                     Mie - Torsk på 2,4 kg
                     Casper - Makrel på 500 gram
                    
Christoffer - Havørred (0) Lodtrækning!
 

En stor tak  til Jan & Bo’s Lystfiskershop i Helsingør for en meget flot præmie.
 

Håber der kommer flere med på næste års havtur.
Hilsen formand Bjørn     
 


Kanonfiskeri  i Sverige, Lagaen

Ca. 2 timers kørsel fra Hornbæk har mange af ”Geddens” medlemmer dyrket et fantastisk givtigt fiskeri efter især laks, men også en del havørreder.

Nemlig i Lagaen (kæmpe å/flod/elv), der løber ud i Kattegat oppe ved Laholm ca. 1 times kørsel, nordlig retning fra Helsingborg på hinsidan.
 

Jeg vil her remse op de fisk, som jeg har viden om er fanget i Lagaen i de sidste 4-6 uger.  

Jacob  T . – Laks 8,5 – 5,6 og 4,0 kg +  havørred 2,3 kg
Marlene -  Laks
7,5 kg
Christoffer  - Laks
4,0 kg + havørred 3,5 kg
Christian W. -   Laks 2,3 kg
John S. - laks på 4,9 kg
Jens Å. -  Laks 6,3 kg
Peter H. - Laks 4,5 kg +  havørred på 3,7 kg

Liv - Laks
1,8 kg (Læs Arnes fantastiske beretning om landingen af denne fisk !).
Rasmus  - Laks 4,5 kg
Bjørn – Havørred 1,2 kg (fantastisk flot fisk der fightede helt vildt).

Og til slut Lasses GIGANT fisk, en stor han laks på
9,3 kg!!!!!

 
Herefter gølger så Arnes beretning om søster Livs lidt specielle landing af sin fisk.

Hvis der er nogle læsere der har fået blod på tanden efter lakse/havørred fiskeriet på Hinsidan, så kom ned i vores  lækre Klubhus og se kort over Lagaen, samt få en masse tips, viden og måske en løgnhistorie eller to.
 

Vi har åbent hver mandag og torsdag fra kl. 19 til 21.30.  
Formand Bjørn
 


Kystfiskeri på Bornholm

I dagene 23. – 30. marts var vi på vor årlige tur til Bornholm for at fiske efter havørreder.

I år bestod holdet af: Bjørn, Christian, Christoffer og Thomas.

Vi forlod Hornbæk fredag lige efter frokost og efter knap 5 timers transport, inkl. en særdeles heftig sejltur fra Ystad til Rønne med 2,5 meter høje bølger, ankom vi til Bornholm først på aftenen.

Herefter en hurtig middag og så udpakning og klargøring af grej til de næste 7 dages kystfiskeri – vild luksus!
Bornholm er berømt for sin bestand af ægte vilde havørreder der i antal og størrelse er i særklasse sammenlignet med stor set resten af Danmark. I år oplevede vi det bedste fiskeri i måske 10 år og der var masser af blankfisk og kun ganske få farvede fisk og undermålere til forsigtig genudsætning.

De helt store trofæ fisk udeblev og vores fiskeoplevelser og fangster var nøjagtigt det samme som de lokale sportsfiskere oplevede dette tidlige forår.

Resultatet af én uges intensivt fiskeri, inkl. ekstrem tidlig morgenfiskeri et par dage, var omkring 25-30 havørreder og 10-15 undermålere og farvede fisk. Største fisk i vægt var 2,4 kg og snitvægte var omkring kiloet.

Christoffer var den eneste der fangede en fisk på fluestang. Bjørn havde pæn succes med spinnefiskeri med wobleren Samba, men den helt store ”killer” dette år var spinnefiskeri med Bombarda flåd og flue for enden i form af ”Juletræet” eller andre lignede provokationsfluer i rød/orange skrigefarver.

Turen i år bød på sol fra en skyfri himmel stort set hele ugen og med svag til frisk vind fra øst og sydøst – altså perfekte forhold til fiskeri med flue og spin. Vi fiskede en del på vor egen ”hjemmebane” Sommerodden, Stenodden og Kødtønden som kun gav få fisk. Hvideodde og Levke lige nord for Rønne var heller ikke den helt store succes, men det var til gengæld Lufthavnen! Bjørn var den første som ramte en ”sølvåre” og landede hurtigt 3 flotte blankfisk og en del undermålere. Dagen efter havde jeg heldet med mig og fandt en vaskeægte hot spot i form af en pæn stor flad sten 5 meter ude i vandet. Fra denne sten, nu navngivet ”Thomas’s sten” og 50 – 60 meter ude i vandet, var der åbenbart en eller anden form for hovedvej eller mødested for havørreder på jagt efter føde. Da jeg havde landet et par flotte blankfisk, overlod jeg herefter pladsen til Christian, som indtil da intet havde fangede. Christian fik også hurtigt fisk på land og herefter skiftedes vi de kommende dage til at fiske fra denne særlige eksklusive hot spot som gav mange, rigtig mange flotte fisk.

 
 

En enkel morgentur til Ypnested på østkysten nåede vi også, og oplevede her en fantastisk solopgang - men ingen fisk!

Dagen før det Cypriotiske fragtskib ”Skarpoe” gik på grund ved Klympen var vi på formiddagstur til Pissebækken ved Vang. Stedet er kendt som landets mest oversete fiskeplads grundet de besværlige adgangsforhold og kyststrækning med store sten der vanskeliggøre vadefiskeri. Jeg havde ikke den helt store tro på denne fiskeplads den dag vi var der, så jeg benyttede lejligheden til en vandretur gennem Mølledalen op til lige før Hammershus ruiner. Fabelagtig naturoplevelse og udsigten fra kysten til Hammershus ruiner og klipper var denne solskinsdag i det klare forårslys nærmest eksotisk og sydlandsk i sit udseende.

Nå, en uge på Bornholm i godt selskab og med masser af fisk på krogen går lynhurtigt og som Poul Kjøller synger i Rejsesangen: ”Og når vi så skal hjem, så er det lige omvendt, altså først med færge og så med bus….”  og vi landede så i Hornbæk fredag sent på eftermiddagen efter en super-super tur til Bornholm.

Thomas Bjørn Andersen


Hornbækgedden

I denne tid med tiltagende lys og en kommende geddepremiere falder tankerne på vort første forår her i Hornbæk og familiens første Hornbæk-gedde.

For snart fire år siden flyttede vi fra stenbroen på Østerbro til et skønt hus i Hornbæk. Vi fandt snart ud af, at stedet var det rene slaraffenland for naturelskere med hang til skov, strand, hav, frisk luft og højt til himlen. Ikke langt fra vort nye hjem løber Vesterbæk rundt langs Åsen og videre gennem Horneby Engsø til Hornbæk Sø, og netop vandløbet og søerne gav anledning til talrige udflugter med vandketsjer og fotobakker efter smådyr og med små både, som blev sendt af sted på åen. Lidt fiskeri med flåd, melklister og dåsemajs efter skaller blev det også til. Alt sammen gode ture, der ofte endte med småfisk i spanden, men en målrettet indsats efter søernes gedder lod ligesom vente på sig. Startskuddet efter denne ægte søens storvildt kom det efterfølgende forår.

Som inkarnerede lystfisker var jeg klar til for alvor at vække interessen for lystfiskeri hos vores børn, Andreas og Mie, så i april fik jeg sat grejet i stilling og gjorde klar til lidt kastetræning på en nærtliggende græsplæne. Kalenderen viste d. 1. maj, da jeg forslog at tage ud og træne lidt kasteteknik med stængerne. Det syntes ungerne lød alle tiders, men som til-rigningen af hjul, stang og blylod på snøren skred frem ude i haven, slap koncentrationen langsomt op, og med et var det hele knapt så interessant. For hvorfor skulle vi også ud at øve, når vi bare kunne gå ned og fiske med det samme? - Og hvorfor skulle der gå så langt tid, og kunne de ikke hver især tage en ven med? - Hvad med frokost og saftevand? – Også skulle vi også huske et tæppe, og selvfølgelig fiskenet og spande til smådyrene. - Og inden længe tog den lille græsplæneudflugt karakter af en vældig ekspedition, alt imens jeg møjsommeligt fik bundet knuder og pakket mere og mere udstyr og diverse happengut sammen. Okay, jeg kunne godt se fornuften i at prøve at fiske rigtigt, og lige pludselig begyndte børnenes venner at sive til, for nu skulle vi jo rigtig på fisketur. Midt i det hele kom en nabo fra den anden vej, formentlig hidkaldt af larmen og spurgte, om vi mon også havde tænkt os at fælde vort sidste store træ i haven, nu hvor en vinterstorm havde væltet de andre. Det ville jo give et en masse lys. Jo, det kunne jeg godt se, men absolut ikke tage stilling til lige her og nu, og i øvrigt havde vi bl.a. købt huset, fordi netop dette træ var særligt flot. Så nej det ville jeg bestemt ikke love. Taget situationen i betragtning var jeg vist lidt kort for orde, og min høflige nabo forstod situationen og takkede af. Nu tilbage til stængerne og det andet grejpak, der allerede var begyndt vandringen blandt ivrige, utålmodige børnehænder. Lige før afgang toppede børnenes søde mor lige op med en indpakket kage og et: ”Rigtig god tur”, sagt med et sigende smil (og grin).

Når så kom vi omsider af sted, flere børn kom til. Dem med tilladelse fra forældre om at måtte gå med til søen sluttede op, og andre dryssede fra, mens vi under sandt leben fandt vej over højen med flagstangen til en lovende plads i det ene hjørne af engsøen. Det så fint ud. En svag medvind gjorde det let at kaste. Jeg valgte hurtigt kun at fiske med et barn af gangen, så alene en stang var i aktion. Spidse kroge med modhager er en alvorlig sag, så det var nok bedst på denne måde. Resten fik fiskenet og spande til smådyrene langs kanten, mens andre sørgede for at folde tæppe ud og gøre klar med saftevand og kage. Ja, tingene begyndte at tage form, og alle var nu med på at skabe udflugten. Mie var første pige med fiskestangen. Jeg kastede, og Mie spandt ind. Det blev nogle gode kast og en fin indspinning, dog uden resultat. Det var næsten for godt at håbe på et hug. Andreas var den næste. Han valgte en fin ny wobler med aborremønster, der fik det lange kast. Udmærket indspinning, men uden resultat. Ups, der fik den første sok henne ved fiskenettene…. Nå, det var ikke så slemt endda. Nok et kast, og Andreas tog nu helt over. Ups, der var den næste ved at få sok, hen og hjælpe og fat i fiskenettet. Samtidig bemærker jeg, at Andreas meget koncentreret spinner wobleren ind. God fart og føling, jeg ser bort, og i næste sekund hugger gedden(!!!) Som et sandt mirakel brydes overfladen af en heftig gedde på wobleren, der springer ud af vandet og flår line af hjulet. Fuldstændigt vildt, men Andreas har sindsro nok til at holde utysket med hevet stangtop og stram line, og fighten tager for alvor fart. Alle er nu på, og Andreas får virkelig kamp. Høje råb og stort ståhej. Fisken slår frem og tilbage, og efter et stykke tid er gedden inde ved bredden. En fin fisk på 1-2 kg, der igen trækker line af. Næste gang er den træt, og efter et par rusk med hovedet får jeg et godt greb bag nakken, og får hevet den i land. Drengens første gedde var på land, og børnene nærmest eksploderede i begejstring. Ja, det var stort, og Andreas var pavestolt. Sikke en oplevelse og sikke en flot fisk, der nu lå og strålede dér i solen.

Jeg spurgte, om han ville beholde den. Geddebestanden i søen er formentlig ikke så stor, så det er fornuftigt at hjemtage fisk med stor omtanke. Men der var naturligvis ingen tvivl. Det var hans første fisk og den skulle da med hjem og vises frem og spises. Ja, så skulle den jo aflives. Jeg fandt en passende kæp, og sagde det, som det var, og hvad der ville ske, når den fik en over nakken. Ja, ja, det var alle med på. Klask, den sad hvor den skulle, men det gjorde reaktionen hos pigerne ikke. Da det gik op for Mie, at den flotte fisk nu var stendød, blev det bare for meget. Og så fik den onde far ellers at vide hvor grusom en fiskedræber og rigtig møg dyreplager han var. Hyl, skrig, skrål og helhjertet oprør. Her sad jeg med verdens stolteste dreng og samtidig måske på tidspunktet med verdens vredeste og meget oprevet pige. Nå men, stormen tog af, og snart blev fisken set an med fornyet interesse og gysen omkring dens drabelige tænder, dens gode syn, de store bløde finner og de flotte farver. Stemningen steg igen på alle hylder, og efter nok et stykke kage gik det hjemover. Nu skulle gedden vises frem, og i et sandt triumftog, hvor alle følte, at de have været med til fangsten, blev den fine fisk nu båret rundt til alle interesserede på vores lille vej, til børnenes mor og andre der ville se og i øvrigt vovede at kigge frem. Det var simpelthen for godt. Gedden vejede 1,4 kg. Den blev renset, og geddekæben kogt fra som et fint minde. Andreas havde besluttet, at fisken skulle ovnsteges og den efterfølgende dag tages med på fritidshjemmet og tilbydes til de voksne og børn til eftermiddagspausen. Som sagt, så gjort, – det blev til gedde på fad. Ja, det var en fantastisk oplevelse. Om aftenen, da roen sænkede sig, spurgte jeg Andreas, hvordan han havde det, da han stod med fisken. Hans svar var ikke til at tage fejl af: ”Jeg havde det ligesom en konge indeni”. Ja, det kunne ikke siges meget bedre, og mon ikke der blev lagt et par kim til en kommende lystfisker, trods mas og besvær. Så alt var som det skulle være. Siden hen har jeg ofte fået at vide, at der kun er én i familien, der rigtig kan fange gedder i Hornbæk, og det er ikke mig…. Den sandhed lever jeg gerne med.

Per Gørtz, Andreas og Mies far

Andreas med sin premieregedde sammen med sin lillesøster Mie (der kilder gedden) og sin ven Anders.


Andreas med sin fine gedde på 1,4 kg, fanget d. 1. maj


 

 

 Artikler fra tidligere år