ÅBNINGSTID

ÅRSKALENDER

BESTYRELSEN

VORES MUSEUM

SMAKKEJOLLER


Hornbæk Havneforening

Hornbæk Havneforenings Vedtægter

Generalforsamlingen..

 

 

 

 

1.
Navn og adresse: Foreningens navn er Hornbæk Havneforening med adresse Hornbæk.

2.
Formål: Foreningens formål er at støtte Hornbæk Havn og eventuelt i samarbejde med andre foreninger at søge miljøet i havnen samt områderne ved havnen bevaret, idet foreningen også kan fremkomme med forslag til forbedringer. Endvidere kan foreningen udøve oplysende virksomhed, afholde fiskekonkurrencer og fælles sejlads, samt medvirke til bevarelse af smakkejoller.

3.
Medlemmer: Medlem kan blive enhver, der interesserer sig for foreningens formål, som er fyldt atten år og kan blive godkendt af bestyrelsen. I tilknytning til Hornbæk Havneforening kan oprettes en ungdomsafdeling for unge under atten år.

4.
Kontingent: Kontingentet fastsættes af generalforsamlingen. Et medlemskab er kun gyldigt, såfremt kontingent er betalt.

5.
Bestyrelsen: Foreningens ledelse varetages af en bestyrelse på syv medlemmer, der vælges af generalforsamlingen for to år. Der afgår skiftevis tre og fire medlemmer årligt. Når bestyrelsen er valgt, skal den konstituere sig inden en måned med formand, næstformand, sekretær og kasserer. Formand og kasserer bør ikke afgå på samme tid. I formandens forfald træder næstformanden i hans sted. Genvalg kan finde sted. Bestyrelsesmøder afholdes så ofte, formanden finder det nødvendigt, eller når mindst halvdelen af bestyrelsen skriftligt stiller forlangende til formanden herom. Der føres protokol over de væsentligste punkter i forhandlingerne, som underskrives af de tilstedeværende.

6.
Økonomiske forhold: Regnskabsåret løber fra 1.1 - 31.12. Kassereren opkræver kontingentet, fører årsregnskabet dokumenteret med bilag og fører medlemslister á jour. Foreningens pengebeholdning skal indestå på bank eller girokonto.

7.
Generalforsamling: Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i april måned og indvarsles senest fjorten dage forud med fremsendelse til medlemmerne af dagsorden samt revideret regnskab og forslag til fastsættelse af kontingent. Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, må være formanden i hænde senest otte dage før generalforsamlingen. Generalforsamlingen vælger en dirigent til at lede denne. Formand og kasserer aflægger beretning og revideret regnskab til godkendelse. Der foretages valg af to suppleanter til bestyrelsen samt to revisorer, der alle vælges for ét år. Generalforsamlingen er beslutningsdygtig uanset de fremmødtes antal, undtaget de tilfælde, hvor der er foreslået lovændringer. Der kræves da, at mindst halvdelen af medlemmerne er tilstede. Såfremt dette ikke er tilfældet, indkaldes til ekstraordinær generalforsamling inden fjorten dage, og den er så beslutningsdygtig uanset antallet af fremmødte.

8.
Ekstraordinær Generalforsamling: Bestyrelsen kan til enhver tid indkalde til ekstraordinær generalforsamling med angivelse af motiveret dagsorden. Bestyrelsen skal indkalde til ekstraordinær generalforsamling, såfremt der indsendes skriftlig anmodning derom, underskrevet af mindst én trediedel af medlemmerne. Den ekstraordinære generalforsamling skal indkaldes med otte dages varsel og skal finde sted senest fjorten dage efter anmodningens modtagelse.

9.
Afstemning:Afstemninger på såvel ordinær som ekstraordinære generalforsamlinger og bestyrelsemøder afgøres ved simpelt flertal. Hvis stemmerne står lige, gør formandens stemme udslaget. Anmodning om skriftlig afstemning skal følges. Valg til bestyrelse afgøres efter begrebet simpelt relativt flertal. I tilfælde af, at der opstilles flere kandidater, end der er brug for, udleveres der stemmesedler til alle stemmeberettigede. Der må på stemmesedlen højst skrives et antal navne svarende til det antal kandidater, der skal bruges til bestyrelsen. Afgivelse af stemme ved fuldmagt kan ikke finde sted.

10.
Foreningens ophævelse: Ophævelse af foreningen kan kun ske, når det vedtages på to efter hinanden følgende generalforsamlinger. Ved ophævelse af foreningen overgår eventuelle ejendele til Hornbæk Havn.

Således vedtaget på den stiftende generalforsamling i Hornbæk, fredag den 7.5. 1976.

Lovene korrigeret på ekstraordinær generalforsamling den 24.4 1979.
Lovene korrigeret på generalforsamling den 28.4 1982.
Lovene korrigeret på ekstraordinær generalforsamling den 30.04 1998.

FORSIDEN

BESTYRELSEN

HORNBÆK.DK

VORES MUSEUM

TIL 3100.DK