Gymnastik

Hornbæk IdrætsForening


Intro til gymnastikafdelingen
 


Velkommen

Velkommen til sæsonen 2005-2006 i Hornbæk Idrætsforenings gymnastikafdeling.

Vi er glade for, at du har valgt at dyrke idræt i vores gymnastikafdeling, og vi håber, at vi kan leve op til dine forventninger.

At gå til gymnastik handler ikke kun om aktiviteten, men i høj grad også om glæde, spontanitet, engagement samt om kvalitativt samvær med andre, der har samme interesse. Det gælder både børn og voksne.

Husk du kan være med til at præge gymnastikafdelingen, så kom med dine input: ris, ros eller gode ideer - har du noget på hjerte, er du altid velkommen til at spørge din instruktør eller tage kontakt til én fra bestyrelsen (se nedenfor).

Lidt om foreningen.

Hornbæk Idrætsforening er med sine over 3600 medlemmer Helsingør Kommunes største idrætsforening, med 14 afdelinger som spænder vidt fra idrætsmæssige til kulturelle aktiviteter. Hornbæk Idrætsforening sætter især børn og unge i centrum, men også voksne i alle aldre er selvfølgelig med til at gøre det sociale og kulturelle islæt til et vigtigt element i en forening som vores.

Gymnatikafdelingen er således den ene af de 14 afdelinger. Afdelingen havde sidste sæson næsten 600 medlemmer og er dermed den næststørste afdeling i foreningen.

Gymnastikafdelingen er ligeledes medlem af Dansk Gymnastik Forbund samt Danske Gymnastik og Idrætsforeninger. Et  medlemskab, vi også har stort udbytte af.

Dit medlemskab af gymnastikafdelingen.

Når du er tilmeldt et (- eller flere hold), og du har modtaget kvittering for kontingentbetaling, er du medlem af Hornbæk IF´s gymnastikafdeling.

Vi tilbyder ikke prøvetimer og refunderer som hovedregel ikke kontingent. Hvis du mod forventning oplever, at indholdet af undervisningen ikke lever op til dine forventninger, kan du, efter aftale med instruktøren på dit hold og holdets kontaktperson, skifte til et andet hold. Såfremt du ikke længere ønsker at være tilmeldt et hold, bedes du framelde dig hos kasserer Ulla Larsen, tlf. 49 70 0636.  Du giver dermed mulighed for, at én fra vore ventelister kan blive tilbudt en plads.

Gymnastikafdelingens instruktører.

Vi har i den kommende sæson tilknyttet 18 instruktører. Vi forventer af vores instruktører, at de er engagerede og veluddannede, og at de til stadighed får opdateret deres færdigheder, hvilket vi i bestyrelsen ser som én af vore vigtigste opgaver at støtte og give mulighed for.

Vi forventer af vore instruktører, at de tilrettelægger og afvikler træningen i overensstemmelse med holdbeskrivelsen, samt at de registrerer medlemsfremmøde til brug for medlemsindberetning til hovedafdelingen i Hornbæk Idrætsforening, til DGF/DGI samt til Helsingør kommune.

Vi har ligeledes tilknyttet 6 unge hjælpeinstruktører, hvis opgave det er at hjælpe instruktørerne med at afvikle undervisningen, samt at sørge for praktiske ting, ligesom det kan være deres opgave at hjælpe med at motivere børn, der er kede af det.  Vi tilbyder løbende vores hjælpeinstruktører kurser, for at motivere dem og give dem forudsætninger for, eller til at blive endnu bedre, til at fungere som hjælpetrænere.

Gymnastikopvisning.

Gymnastikafdelingen afholder hvert år gymnastikopvisning omkring d. 1. april som afslutning på sæsonen.  Der er ingen forventninger til medlemmerne om at deltage i denne opvisning - det gør man kun af lyst! Nogle hold deltager herudover i amtets forårs- opvisninger, stævner og andre arrangementer. Oplysninger herom fås hos holdets instruktør.

Praktiske oplysninger samt afdelingens forventninger.

«       Det er ikke tilladt at gå ind i salen, før det foregående hold er afsluttet.

«       Hvis uheldet er ude, og du kommer til skade, er du dækket via gymnastikafdelings medlemskab af DGF/DGI, men kun såfremt skaden kan henføres til, at instruktøren er den, der bærer ansvaret for skaden. Derfor er det en god ide at tjekke din egen ulykkes-/ familieforsikring, da det er den, der skal dække, hvis du kommer til skade på anden måde.

«       Det er ikke tilladt at ryge i skolens gangarealer eller omklædningsrum. Dette gælder både medlemmer og ventende forældre.

Specielt for børn op til skolealderen.

«       Det er vigtigt, at alle børn har det godt i gymnastiksalen. Et glad barn er afslappet, motiveret og åben overfor, hvad der skal ske i gymnastiksalen. Vi håber, at I som forældre vil spørge, hvis I er i tvivl om noget, samt fortælle instruktøren, hvis Jeres barn er ked af det, så  I i fællesskab kan give barnet lysten til gymnastik tilbage.

«       Barnet skal have tøj på, det kan røre sig i samt nogle gode gymnastiksko, som giver stor og sikker bevægelsesfrihed. Kondisko kan virke tunge og usmidige og lukker fødderne inde - netop på en årstid, hvor fødderne har brug for at blive luftet. Bare tæer er i nogle situationer fint, vær blot opmærksom på, at fodvorter er et stort problem. Derfor er det også en god ide ved badning efter træningen, at give barnet badetøfler på, eller simpelthen lade dem bade med et par strømper på!

«        Drikkevarer og mad: Ingen drikkevarer eller mad i salen, da det virker forstyrrende på undervisningen. Det er en god ide, at lade barnet spise og drikke lidt inden eller efter gymnastiktimen. Husk at dit barn får tisset af

      inden timestart.

«       Vore børneinstruktører har forskellige holdninger til, hvor meget/hvornår forældre må være i salen, når der undervises. Spørg derfor instruktøren, hvis han/hun ikke selv har informeret. Bestyrelsen opfordrer kraftigt til, at instruktørernes ønsker efterkommes.

«       Underret instruktøren, hvis du ikke venter udenfor salen, men vælger at gå, mens dit barn bliver undervist.

«       Vi har en klar forventning om, at børnene hører efter og følger instruktørens anvisninger og dermed indgår i og på det hold, de er tilmeldt. Det sociale element er af stor betydning for, at et hold fungerer optimalt, så det er sjovt og udfordrende for børnene at gå til gymnastik. Dette gælder i særdeleshed også for børn i skolealderen.

Med denne introduktion til Hornbæk Idrætsforenings gymnastikafdeling, er det vores håb, at I vil få nogle gode gymnastikoplevelser i vores gymnastikafdeling.
 

På bestyrelsens vegne Kirsten Grønlund - formand for Hornbæk IF´s gymnastikafdeling

 


Opdateret 8/9  2005