|
|
Hornbæk IdrætsForening |
|
|
|
Arrangørerne
fik mange roser, da fodboldafdelingen i Hornbæk IF debuterede som arrangører af
Hornbæk Cup sidste weekend.
Hornbæk IF´s fodboldafdeling afholdt i weekenden 7.-9. januar Hornbæk Cup for første gang. Arrangørerne af indendørsstævnet kunne notere en kæmpe succes og fik megen ros fra de deltagende klubber, langt de fleste af de 67 deltagende hold var fra lokalområdet. Vapnagård, Helsingør IF, Tikøb, Snekkersten, Hellebæk, Gilleleje, Fredensborg, Humlebæk og mange andre klubber var med til at gøre de tre dage til en fodboldfest af dimensioner. Arrangørerne havde bestræbt sig på at gøre stævnet til andet end bare flot fodbold, så der var gjort en masse ud af andre aktiviteter. Der blev serveret frisk mad i ”den grønne linie”, der var tombola og High Tea (en kagekonkurrence), mange forældre havde med stor kreativitet medbragt hjemmebagte kager, som blev vurderet og præmieret. På det sportslige plan var der selvfølgelig medaljer til de bedste hold, ligesom hver rækkes bedste spiller blev kåret og præmieret. Årgang 91 blev vundet af Vapnagård foran Hellebæk, i årgang 92 var vinderne Hillerød GI foran Vapnagård, mens Hellebæk tog sig af både første- og andenplads i årgang 93. På samme måde besatte Hillerød GI både første- og andenplads i årgang 94, i årgang 95 vandt Humlebæk foran Hornbæk, mens Hellebæk vandt årgang 96 foran Espergærde. I årgang 97 var Hillerød GI bedst foran Espergærde, mens værterne fra Hornbæk tog sig af pigerækken i årgang 91 foran Hundested. Hele stævnet blev kommenteret fra dommerbordet, således at de mange målscorere blev nævnt, og smilene blev dermed endnu bredere, når der blev scoret. Hornbæk Cup i stormvejr! Hornbæk blev ligesom resten af landet ramt af den orkanagtige storm lørdag aften, hvilket betød at de ca. 60 drenge i årgang ´93 og deres forældre måtte blive i Hornbæk hallen, og spille en lille ekstra turnering, indtil Helsingør Politi gav klarmelding om at alle forsigtigt, og med et par timers forsinkelse, kunne begynde hjemturen. Så også på den led blev Hornbæk Cup et stævne, lidt ud over det sædvanlige. Arrangørerne er taknemmelige for den store opbakning, de fik i forbindelse med stævnet. RFS Danmark og Shell i Hornbæk var hovedsponsorer, og Fodboldens Venner var på samme måde en vigtig støtte og bidragsyder. De handlende støttede solidt med gevinster til tombolaen, og endelig nød man på vanlig vis godt af den store indsats fra forældre og ledere. Alt i alt kan man således se tilbage på en vellykket weekend, som efter alt at dømme også udløser et pænt overskud til fodboldungdommen i klubben.
|
|